Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Liv Holm Andersen

Publiceret

19. marts
2015

Et Danmark med frisind, tolerance og et bredt kulturliv

Mit Danmark er et Danmark, hvor flest mulige borgere har følelsen af at være medborgere - at være del af at samfundsfællesskab, der er større og noget andet end arbejdsfællesskabet. Det er vigtigt at der i Danmark er et "os". 

Således er mit Danmark er et Danmark med plads til forskellighed. Jeg bliver så ked af det, når jeg hører om chikane af eller trusler mod vores muslimske, jødiske eller homoseksuelle medborgere. Det er et angreb - ikke blot mod det enkelte individ - men mod hele vores fællesskab. Vi skal fortsat bekæmpe diskrimination, hverdagsracisme og hadforbrydelser. Til det skal vi bruge myndighederne, men vigtigst af alt, så skal vi løse udfordringen sammen i fællesskab.

Regeringen har allerede gjort en del for at bekæmpe ekstremisme, hadforbrydelser, chikane og diskrimination.

Vi har lavet en antidiskriminationsenhed, der har til opgave at kortlægge, hvilke diskriminationsproblemer vi har, og hvordan vi bedst kan løse dem. Ligeledes har vi lavet initiativrige handleplaner mod ekstremisme, radikalisering, tvangsægteskaber og parallelle retsopfattelser, som ikke hører hjemme i det danske samfund. Dette sker ved styrket myndighedssamarbejde, bedre mobilisering af civilsamfundet, exitstrategier og effektfulde mentorordninger. Ting som eksempelvis den succesfulde Aarhus-model bygger på – den virker og bør udbredes mere!

Desuden har vi styrket LGBT-området gennem homoseksuelles ret til at blive gift i folkekirken samt transseksuelles ret til juridisk kønsskifte.  

Frihedsrettigheder kommer ikke af sig selv, og vi må hver dag kæmpe for vores ytringsfrihed, som er under pres fra flere sider. Overordnet bliver det dog mere og mere tydeligt, at kampen står mellem demokrater på den ene side og antidemokrater på den anden side. Her skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at den demokratiske side styrkes og vinder.

I den forbindelse skal mere åbenhed, mere frisind, mere mangfoldighed og mere tolerance være vores stærke og ufravigelige svar til antidemokraterne – uagtet om disse er islamistiske eller højre/venstreekstreme. Vi skal have et samfund, hvor vi kommer væk fra de overfladiske generaliseringer, der tager alle fra bestemte grupper til indtægt for nogle fås ugerninger og forfærdelige holdninger, og hen imod et samfund, hvor vi alle kan være og føle os inkluderet, værdsat og anerkendt. For øget grøftegravning gør, udover at være usympatisk, kun opgaven sværere.

Derudover har vi, hvis vi gerne vil kendes for plads til forskellighed, og det vil jeg gerne, et udestående i forhold til rummeligheden overfor mennesker med et fysisk eller psykisk handicap.

Jeg vil gerne videre med ligebehandlingsarbejdet for alle vores minoriteter – etniske, religiøse, seksuelle, mennesker med et handicap osv. Med ratificeringen af handicapkonventionen og også handicappolitisk handlingsplan, hvor der eksempelvis sættes fokus på den rummelighed mennesker med handicap møder på arbejdsmarkedet, har vi også taget nogle skridt for sidstnævnte, men der er et stort arbejde at gøre med holdningen blandt mange mennesker også i et land som Danmark. Denne udfordring skal vi også tackle.

Sidst men ikke mindst skal vi dyrke et samfund med plads til forskellighed og et stærkt fællesskab gennem et bredt kultur- og foreningsliv, hvor mennesker kan mødes og frivilligheden trives. Derfor er det vigtigt for os, at flest muligt har en reel adgang til kultur, kunst og sport. For mødet med kultur, kunst og sport giver både rum til inspiration, refleksion og dialog, dét er godt og sundt for os som enkeltpersoner og som samfund at blive udfordret på forskellige fronter.

Derfor ser jeg også kulturpolitik og en stærk foreninglivsprofil med gode muligheder for frivillighed, muligheder som vi hele tiden skal nurse og arbejde på at gøre bedre, som en socialpolitisk løftestang. En løftestang der kan give mennesker mulighed for at indgå i forskellige fællesskaber og føle større selvtillid, selvværd og overskud og dermed være bedre rustet til at klare de udfordringer, de ellers har. Vores socialsystem gør et kæmpe stykke arbejde, som er værd at påskønne, men socialpolitikken skal ikke være noget, der kun føres på socialområdet. Det skal være en integreret del af mange områder, herunder kultur- og foreningsområdet, som kan være med til at skabe rummelighed for de mange.

Det er et klart ønske for mig som radikal, at flest mulige børn og unge får mulighed og adgang til kunst og kultur. På den baggrund har vi fra regeringens side udarbejdet en strategiplan, der netop skal sikre børn og unges mulighed for mere kultur. Og det er ikke kun generelt, vi skal styrke indsatsen, det er særligt i forhold til de børn, der ikke er opvokset med litteratur, teaterture og museumsbesøg. 

Ligeledes er det også et klart ønske, at kulturen kommer ud i det offentlige rum, bliver en del af de steder vi ellers færdes, og er med til at skabe et innovativt og kreativt rum omkring os. Derfor er det også til stor glæde for mig, at Aarhus skal være kulturhovedstad i 2017 og at regeringen har fundet en klækkelig sum at støtte dette med. Det er noget, der vil komme os alle til gavn, og ikke kun noget, som gavner ’eliten’. Det er et projekt, der forhåbentligt kan få Aarhus i retning af at være ’en europæisk by’ og ikke bare ’en by i Europa. Det vil være en gevinst for Aarhus, Østjylland og Danmark generelt.

Kultur rummer rigtig meget identitet og giver os møder og dermed åbninger for fællesskab og fælles forståelse på tværs. Derfor er det vigtigt i arbejdet for et samfund med plads til forskellighed, at der skabes plads til foreninger og kulturelle aktiviteter for de mange. Således mener jeg ikke, at kulturliv, som det ofte hedder sig, er ”flødeskum”, nej det er faktisk en del af fundamentet.

Tilbage er der bare at sige at: Et Danmark med frisind og tolerance kræver, at vi alle står op for det i fællesskab – og bygger bro, også med dem man er uenige med. Og her ønsker jeg som politiker at gå forrest.